FGU Aalborg ligger igen over landsgennemsnittet i den nationale trivselsmåling

Den seneste nationale trivselsmåling viser, at eleverne på FGU Aalborg generelt trives godt.

FGU Aalborg har opnået en gennemsnitlig trivselsscore på 3,9 på en skala fra 1 til 5, hvilket ligger over landsgennemsnittet på 3,8. Resultatet placerer FGU Aalborg blandt de FGU-skoler i landet med den højeste elevtrivsel. Det er samtidig tredje år i træk, at skolen ligger i den øvre del af feltet.

– Vi er glade for, at eleverne generelt trives godt på FGU Aalborg. Resultatet afspejler et vedvarende fokus på at skabe et trygt og inkluderende læringsmiljø, hvor eleverne får gode rammer for både faglig og personlig udvikling, siger Ole Ervolder, direktør for FGU Aalborg.

Den nationale trivselsmåling gennemføres hvert år på alle landets FGU-skoler som en del af Børne- og Undervisningsministeriets arbejde med at følge elevernes trivsel. I undersøgelsen svarer eleverne anonymt på spørgsmål om blandt andet faglig trivsel, faglig støtte, de fysiske rammer og trivsel uden for skolen.

Undersøgelsen giver et indblik i elevernes oplevelse af hverdagen på skolen. Den viser samtidig, at der fortsat er områder med mulighed for udvikling. Resultaterne vil derfor indgå i skolens fortsatte arbejde med at styrke og videreudvikle elevernes trivsel.

  • DEL