En ny undersøgelse fra FGU Danmark viser, at stadig flere unge vælger erhvervsgrunduddannelsen (EGU) på FGU. I 2026 går 11,1 % af FGU-eleverne på landsplan på EGU-sporet. Det er en markant stigning siden 2020, hvor andelen var 2 %.

Undersøgelsen viser samtidig gode resultater for EGU-sporet. 80 % af de elever, der afslutter et EGU-forløb, er i uddannelse eller beskæftigelse ét år efter endt forløb. Heraf er 44 % i beskæftigelse, mens 36 % er videre i ungdomsuddannelse.

EGU er et af de tre spor på FGU og kombinerer undervisning med praktik i virksomheder og skoleforløb. Eleverne er i praktik størstedelen af uddannelsen og får samtidig undervisning på blandt andet FGU, AMU eller erhvervsuddannelser. Formålet er at skabe en praksisnær vej mod job og uddannelse.

os FGU Aalborg genkender direktør Ole Brøner Ervolder den positive udvikling og de gode resultater, som undersøgelsen viser:
“Vi oplever, at EGU giver mange unge en meningsfuld vej videre. Den tætte kobling mellem undervisning og arbejdsmarked giver eleverne mulighed for at afprøve sig selv i praksis, udvikle deres kompetencer og blive en del af et arbejdsfællesskab. Samtidig ser vi, at samarbejdet med arbejdspladserne skaber gode muligheder for, at flere unge kommer videre i job eller uddannelse.”

  • DEL